Kulturhistorie

Livø har været beboet siden stenalderen. Øen har fra gammel tid tilhørt kongen. Valdemar den Store forærede øen til Vitskøl Kloster i 1150, og klosteret og det senere gods ejede øen til 1850. Øen blev drevet af fæstebønder. Egeskoven, der i middelalderen dækkede over halvdelen af øen, blev især brugt til at holde svin. I 1600-tallet kunne skoven føde flere hundrede svin "på olden". Udnyttelsen af skoven tog imidlertid til, skoven leverede brænde, tømmer og kæppe til gærder og var overgræsset af både kreaturer og svin. I 1805 var det slut, da den danske fredskovsforordning indførtes - skoven blev beskyttet som fredskov og græsningen ophørte. Fra den tid stammer diget, der omkranser egeskoven mod vest og syd. Diget holdt dyrene af skoven. På det tidspunkt var skoven svundet ind til kun at dække ca. 10% af øen. De op til 300 år gamle forkrøblede ege med mange stammer bærer således stadig arene af fordums rovdrift.

Efter 1850 blev øen solgt, og en række initiativer blev forsøgt for at gøre øen rentabel. Svenske stenhuggere blev ansat for at hugge kystens sten til skærver, franske teglværksarbejdere forsøgte at udnytte det plastiske ler og på nordspidsen lå fra 1840 en kgl. privilligeret kro "De sejlfarendes kro", der prøvede at leve af de forbisejlende. Livø By, som den ligger i dag blev grundlagt i denne tid som en arbejderby.